Den japanske metro januar 2011. Inventaret er enkelt og blåt, sæderne rene næsten kliniske. Folk taler afdæmpet sammen eller slet ikke. Mobiltelefonerne er sat på lydløs. På sædet overfor sidder en ung mand med en lille bog. Det er ikke en almindelig bog. Det er en rundkreds, en nøglering fyldt med papirlapper. Lapperne er ikke større end visitkort, og han skøjter opslugt rundt mellem siderne. Jeg opdager, at flere af de metrorejsende har en lignende bogcirkel, som de sidder fordybet i. En febrilsk nysgerrighed: Hvad er det for et lille format, og hvad står der på lapperne? Men japanerne røber ingenting, de er hensunken i et fremmed sprog, en fremmed kodning. Hjemme i Danmark finder jeg svarene:

Kortene kaldes ANKI-kort. Anki betyder at huske, at komme i tanke om noget. Det lille cirkelformat er en måde japanerne indøver og lærer nyt på; et pensum, et årstal, historiske begivenheder osv.

I min version af anki-kortene er det ikke faktuelle sandheder, der fylder siderne, men små insisterende og fabulerende aforismer, der dog hævder at have en flig af fakta på sig. Andre sætninger forsøger med små Fluxus-lignende instruktioner at ruske op i vores måde at betragte og færdes på i byen.

 

Cirkler

Pris 150

UDSOLGT.

​