__ EDITH SÖDERGRAN
Septemberlyren
// Jeg har kræfter. Jeg frygter ingenting. / Lys er himlen for mig. / Går verden under — / jeg går ikke under. / Mine lyse horisonter står / over jordens stormende nat. / Træd frem fra det gådefulde lysfelt! / Ubøjelig venter min kraft. //
BESKRIVELSE
Edith Södergrans Septemberlyren er et ikonisk værk fra forfatteren der betegnes som den første, og største, modernist i svensk-finsk poesi. Digtsamlingens “Indledende bemærkning” er en bredside til tidens (mandlige) kritikere og det litterære parnas, og vel en af de mest ekspressive indledninger nogensinde skrevet til en digtsamling. Den afsluttes med de senere så berømte ord:
Min selvsikkerhed beror på at jeg har opdaget mine dimensioner. Det er ikke op til mig at gøre mig mindre end jeg er.
Södergran hengiver sig betingelsesløst til digtenes skabende kraft. Ofte bevæger hun sig gennem utopiske landskaber. Ofte med stærk inspiration fra Nietzsche. Og ofte med et engagement, en insisteren og en vildskab der er hæsblæsende.
Triumf at være til . . .
Hvad frygter jeg? Jeg er en del af uendeligheden.
Jeg er en del af altets store kraft,
en ensom verden i millioner af verdener,
som en førstegradsstjerne der slukkes sidst.
Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!
Triumf at mærke tiden løbe iskold gennem sine årer
og høre nattens tavse flod
og stå på bjerget under solen.
Jeg går på sol, jeg står på sol,
jeg kender ikke til andet end sol.
Oversat af Theresa Salomonsen & Stinne Storm
Septemberlyren
Pris 150 kroner
Udkommer d. 31.12.2021
Udgivelsen er støttet af Statens Kunstfond og FILI - Finnish Literature Exchange
FORFATTEREN
Edith Södergran [1882 - 1923] regnes som en af de første modernister inden for den svensksprogede litteratur, og hendes digtsamlinger fra 1910’erne og 1920’ erne har for længst gjort hende til en af den svenske modernistiske lyriks ledende figurer.
Södergrans digtning har inspireret generationer af skandinaviske digtere.