

__ MARINA BOTES
For mig ligner det et hul i muren

//Der er en rød cykel på en krog i loftet i laden. En kødsav og en papkasse med træklodser står oven på dybfryseren foran reolen hvor søm og skruer ligger i margarinebøtter. Jeg hopper op på ladet af min fars turkis pickup og sætter mig mellem hundetæpper og dunke med vand og benzin. Når han har vasket ansigt og hænder, holder jeg fast i tremmerne, og min bror cykler bag os. Jeg holder øje med det røde i støvskyen mens vi kører ned i dalen hvor dødens skygge bor. Og damen der ikke vil fotograferes. //
BESKRIVELSE
For mig ligner det et hul i muren er en punktroman der handler om opvækst, religiøsitet, at bevæge sig i og imellem forskellige rum, og ikke mindst om det at tilegne sig et nyt sprog og miste sit gamle et sted i processen. Jeg’et bevæger sig i erindringsglimt mellem en fortid og en nutid, mellem det golde Karoo og storbyen og mellem to liv og to kontinenter. I korte, staccato sætninger ridses præmissen op i bogens prolog:
Jeg kunne skrive at jeg ikke ved om jeg har et modersmål. At jeg er i tvivl om hvorvidt der er et sprog som jeg må kalde mit. Jeg kunne påstå at der er en sammenhæng mellem mine magtesløse ord og det dehumaniserede rum som de blev født i. Jeg har brug for et lærred som jeg kan kaste mine asemiske erindringer op på: groteske billeder af en barndom i en deform fortid i et udpint land der hjemsøges af apartheids bødler og helte. Af sorte og hvide ting som jeg tror jeg husker. De hvidvaskede ting i mit privilegerede pigeværelse som aldrig har været der. Og det vi gjorde mod hinanden, i rum der ikke længere findes.
​​
​
For mig ligner det et hul i muren
Pris 200 kroner
Udkommer d. 21. september 2025​
​
​
FORFATTEREN
Marina Louise Botes er født og opvokset i Cape Town, men har tilbragt hele sit voksne liv på Christianshavn. Hun er uddannet musiker fra Det Kgl Danske Musikkonservatorium og har igennem de seneste år været en del af det eksperimenterende musikalske projekt Jørgensen/Botes.
Hendes skønlitterære debut, den tværæstetiske collageroman Der vil ikke blive talt om denne nat, udkom på Korridor i 2022.
